Kan du godt lide fysisk aktivitet, er et job i uniform eller indenfor sundhedssektoren, det du drømmer om, kunne fagpakken ”Sundhed, politi, forsvar” være noget for dig. Fagpakken er rettet mod dig, der overvejer at blive politibetjent, fængselsbetjent, sygeplejerske, soldat, fysioterapeut m.m.
Fagpakkefagene vil give dig en forståelse for menneskets psyke og fysik, hvilket du vil kunne bruge, når du skal arbejde på et hospital, i et fængsel, i forsvaret og hos politiet. I Idræt B vil du bl.a. arbejde med krop og bevægelse, herunder have praktiske idrætsaktiviteter såsom boldspil, opvarmning og styrketræning. Dette vil blive koblet til teori om fysiologi og kroppens opbygning. Desuden vil du få viden om idrætshistoriske og -kulturelle emner, fx doping, OL og gymnastikkens historie. I psykologi c vil du lære om menneskets adfærd i og håndtering af forskellige situationer såsom menneskers reaktioner i en krisesituation, stresshåndtering, om radikalisering og om kommunikation mellem og med mennesker.
For at kunne vælge denne fagpakke, skal du have haft idræt på c-niveau i 1. HF
Udover dine fagpakkefag skal du supplere med ét valgfag på B-niveau. Vi har valgfag til flere forskellige interesser.
Individ - Fællesskab - Fremtid